Det var Kais tur til at afholde vinsmagning, og han inviterede på en lille rundtur i Pouilly Fumé. Han indledte aftenen med, at det faktisk var en vin fra dette lille område, der i sin tid havde åbnet hans øjne for hvidvine i den bedre ende og gav ham smag for røg og flint.

Kai diskede op med en masse lækkert charcuteri
Kai nævnte, at det havde været lidt af en quest overhovedet at finde og købe vine fra dette område. Måske er det et område, der er ved at forsvinde fra hylder og kældre. Kais vinpusher i Flensborg mener i hvert fald, at det kan skyldes et for ringe kendskab til området blandt forbrugerne, samt at andre områder, der producerer Sauvignon Blanc, nærmer sig niveauet i Pouilly Fumé. Det skulle vi lade komme an på en prøve, og Kai diskede derfor også op med tysk Sauvignon Blanc, der skulle prøve at gøre det af med franskmændene. I andre historiske sammenhæng har de jo haft nemt ved det , men lad os se…
Hvad er Pouilly Fumé?
Fumé betyder røg, og det er faktisk meget sigende, for flere af de smagte vine duftede af røg, flintesten og en frisk frugt som grape eller kold honningmelon. I Puilly Fumé produceres der udelukkende hvidvin og altid kun på Sauvignon Blanc. Jeg er ikke den store ekspert i vine fra Loire, men jeg ved at området er blevet verdenskendt på grund af vinene fra Puilly Fumé og Sancerre. Jeg ved også, at vinene fra de to områder minder meget om hinanden. Det er friske og sprøde hvidvine, hvor dem fra Pouilly Fumé ikke er helt så urtepræget som dem fra Sancerre, men mere mineralske. Især mineraliteten glædede vi os til at udforske, da vi alle i vinklubben er særdeles glade for de mineralske tyske vine på Riesling.
Det var dog ikke en helt hvid aften, for Kai havde også lige et par røde i ærmet. En interessant spansk opkomling og en fra Østrig.

Her ses Henry Pellés to vine fra henholdsvis 2005 og 2007. Se lige den kæmpe farveforskel.

To meget koncentrerede vinsmagere i action

Hårdt arbejde at komme igennem så mange vine
Tjaaah, hvis man kigger på resultaterne, kan man konstatere at den tyske vin godt kunne matche niveauet med vinene fra Poully Fumé. Det er også tydeligt, at alle vinene var gode. Der var ingen som faldt helt igennem, men samtlige vine fik os heller ikke helt op at ringe. La Rochetais skal dog fremhæves som en meget finurlig og elegant vin.
Resultater
Lars | Peter | Kai | Anders | Simon | Point i alt | |
Thomas Reinhardt Deidesheimer Kalkofen Riesling Beerenauslese Riesling 2007 |
89 | 90 | 90 | 89 | 89 | 89+ |
Domaine Pabiot Pouilly-Fume 2009 |
89 | 87 | 89 | 88 | 89 | 88+ |
Patrick Coulbois Pouilly-Fumé “Les Cocques” 2007 |
* | * | * | * | * | * |
Henry Pellé Pouilly Fumé, 2005 |
90 | 85 | 87 | 88 | 88 | 87 |
Henry Pellé Pouilly Fumé, 2007 |
90 | 87 | 87 | 90 | 90 | 89 |
Heni Bourgeois Pouilly Fumé En Travertin 2008 |
86 | 88 | 89 | 89 | 87 | 88 |
Marcel Martin Pouilly-Fumé La Rochetais 2008 |
94 | 92 | 92 | 92 | 91 | 92+ |
Dr. Gänz Sauvignon Blanc Auslese, Winzenheimer Honigberg trocken 2008, Nahe |
90 | 90 | 91 | 92 | 89 | 90 |
Pfaffl Wien.2 2008 |
90 | 87 | 89 | 90 | 89 | 89 |
Trenza Family Collection Yecla 2006 |
91 | 90 | 92 | 92 | 91 | 91 |
* Den var desværre dårlig. Duftede af kattebakke og smagte af kattepis.
Tak for en fantastisk aften. Næste gang er det Lars’ tur, og det glæder jeg mig allerede til.
2 comments
Frederik Kreutzer says:
nov 6, 2010
Lyder som en ganske interessant smagning. Pouilly Fumé er desværre lidt på vej i glemslen hos mange forbrugere. Trist, især da man ser store mængder Sauvignon Blanc fra “eksotiske” lande som New Zealand og Sydafrika, samt Chile. Udgaver der generelt er mere parfumerede og ekstreme, men fuldstændig strippet for den elegance som findes i de gode originale fra Frankrig.
God fornøjelse med de næste runder…
Simon says:
nov 8, 2010
Kære Frederik
Mange tak for din kommentar. Som du dog kan sige det. Jeg synes, at rammer spot on med forskellen på de oversøiske versioner på Sauvignon Blanc ift. vinene fra Pouilly Fumé. Jeg er bestemt også til de mere elegante og mineralske fra Frankrig. Vive la France 😉
Bedste hilsener
Simon