For noget tid siden blev vi udfordret til at deltage i en såkaldt vinbattle. Udfordreren var Peter Hørning, som er sommelier og driver stedet Hørning Mad & Vin Han kører en del vinsmagninger og er en del af en vinklub, hvor de har smagt på vin sammen i 20 år.
foto 4-2

Derfor blev vi i vinklubben selvfølgelig noget nervøse, da vi på forhånd vidste, at vi ville komme op imod yderst dygtige og kompetente smagere, samtidig med at vi ikke helt vidste, hvordan man battlede i vin.

Men vi blev dog hurtigt enige om, at selvfølgelig skulle vi tage i mod udfordringen og gøre os klar til kamp. Vi takkede ja til dysten mod Peters vinklub, og vi fik forklaret reglerne.

Inden kampdagen:

  • Peter udsendte en menu 14 dage før kampstart
  • Hver deltager bød ind på en ret, som vedkommende vil have vin med til (først til mølle)
  • Ingen måtte snakke sammen og fortælle hinanden om medbragte vine
  • Vinen skulle minimum koste 250 kr.
  • Vinen skulle være pakket ind og klar til blindsmagning ved ankomst

Til smagningen:
Smageskemaer blev udleveret og man kunne få point ud fra følgende:

  • Vintype 1 point
  • Land 1 point
  • Region 1 point
  • Årgang 1 point (et år ved siden af giver dog 1/2 point)
  • Producent 2 point
  • De to vinklubber udfylder et skema til hver vin
  • Der er 2 vine pr. ret, og vinene afsløres efter hver ret.
  • Hvis man har en af vinene med til en ret, så må man selvfølgelig ikke komme med input

Peter er en meget dygtig kok, og han havde kreeret disse retter til os. Og det smagte fremragende. Her kan du også se de smagte vine:

1 ret
Jomfru hummer-porre-bisk – Egon Müller Scharhof Riesling 2008 og Marc Angeli, Les Fourchardes 2010 fra Anjou i Loire

2 ret
Torsk- aspargs-Beureblanc – Marcel Martin, Poilly-Fumé, La Rochetais 2010 og Cloydy Bay, Chardonnay 2011

3 ret
Ande terin spædforårs salat – Pago De Los Capellanes, Parcella El Nogal 2009, Ribera del Duero og Domaine Santa Duc “Prestige des Hautes Garrigues” 2007

4 ret
Oksemørbrad-løg-sky – The End Bodegas Jiménez-Landi, 2010  og Errazuriz Vinedo Chadwick 2003

5 ret
danske oste-mm – Sauterne Chateau Suduiraut 1996 og Bodegas Fariña – Gran Colegiata Campus, 2008

Og så gik det løs med første ret. Hver vinklub skulle så komme til enighed om, hvad der var i de to glas. Som aftenen gik og flere retter mad og vine kom indenbords blev stemningen mere løs og vi diskuterede ivrigt, hvad der var i glasset. Vi lå meget lige i rigtige point, så det gjorde det også ekstra spændende. Men da vi nåede til sidste vin, kunne vi godt se, at vi var blevet slået med 1,5 point. Øv! Vi blev dog heldigvis enige om at rebattle, hvilket giver os en god undskyldning for at få drukket en masse vin for at blive endnu skarpere.