Hospice de BeauneFlere franske hospitaler ejer en masse berømte og gode  vinmarker med meget udsøgte vine. Jeg har besøgt et af de mest populære i Bourgogne ved navn Hospice de Beaune. I gamle dage testamenterede vinbønderne deres marker til hospitalet. Dels for at kunne betale for at blive opereret og dels for at betale en form for aflad. Senere hen betød det, at fattige franskmænd kunne komme på hospitalet, fordi vinsalget gav et stort overskud. ­ Hvis man kigger i vinbøger (fx. Den store vinbog af Hugh Johnson) vil man kunne se på nogle af de detaljerede vinkort i Bourgogne, at der er et lille kors. Det betyder, at vinbonden har doneret marken til Hospice de Beaune.

Som det ses på billedet var hospitalet ved at blive sat i stand under mit ophold, men man kan stadig se, at det er en utrolig flot bygning. Hospitalet blev grundlagt i 1400-tallet under 100-årskrigen af Philip den Godes kansler, Nicolas Rolin og Hustru Guigone de Salins. Siden 1851 har der hvert år den 3. søndag i november været den berømte og meget besøgte vinauktion, hvor vinindkøbere fra hele verden byder på hospitalets vine.

Hospice de BeauneHvordan smager en vin så fra det fine hospital? Da vi var dernede (det er min kæreste og to af vores børn på billedet foran hospitalet), købte jeg et par forskellige vine fra hospitalet i en lokal vinhandel. Denne her er en af de billigere (17 euro) og hedder  Savigny les Beaune 1. Cru Fouquerand Hospices de Beaune fra 2005. En rimelig elegant Bourgogne i forhold til prisen. Den har en rigtig lækker næse, der ikke sår tvivl om at vi er i Bourgogne. Overraskende kraftige tanniner og jeg havde egentlig troet, at den var lidt rundere i det. Om det er godt eller skidt er en smagssag. Den er ikke speciel kompleks med mange smagsnuancer, men jeg synes den er udmærket og en god begynderbourgogne. Dermed også sagt at man skal betale en del mere for at opleve de store kanoner fra dette område.

90 point