Dominio de Pingus, Flor de Pingus 2002

Denne vin er lavet af den berømte danske vinmager Peter Sisseck. Han blev berømt for første årgang af vinen Pingus 1995, da vinskribenten Robert Parker gav den de ultimative 100 point. Denne vin er ikke en “andenvin” af Pingus, men de har dog det tilfælles, at de begge er lavet på 100 % Tempranillo og høstudbyttet er stadig lavt. Jeg har desværre aldrig smagt Pingus, så jeg kan ikke udtale mig om ligheder og forskelle. Men jeg har smagt Flor de pingus i flere årgang (2002,2003 og 2008), og dem er der virkelig forskel på. Den største oplevelse for mig var 2002, som jeg har læst mange blandede anmeldelser af.

Det siges, at fordi der ikke blev lavet Pingus i årgang 2002, så er Flor de Pingus en slags Pingus. Om det er rigtigt eller rygter, det ved jeg ikke, men en ting er sikkert. Den årgang 2002 som jeg smagte, var virkelig meget anderledes end de andre årgange. Den var fantastisk!

I glasset er der tydelig tegn på alder. En flot rubinrød farve med læderbrune nuancer når glasset slynges rundt. I næsen er den virkelig Bordeaux agtig med animalske toner. Jeg fornemmer, kostald, tobak, jern, blod, hints af krydderier, bær og lakrids. I smagen er den mellemfyldig og sindsyg kompleks og forfinet. Fine og blide tanniner og vidunderlig eftersmag. Jeg er imponeret. Øv, at jeg kun havde den ene.

95 point

Købt i en vinbutik som skulle lukke for 350 kroner.