Tja, det virker lidt paradoksalt at skrive om konceptet en alkoholfri måned på en vinblog, men jeg vil alligevel dele oplevelsen, da det har været et interessant periode i min ellers vinøse verden.

En måned med masser af vand

En måned med masser af vand

Inden jeg beretter om den famøse måned, vil jeg beskrive en helt sædvanlig måned i Vinistens liv.  Jeg er meget glad for at lave mad, og tiden i køkkenet er ligesom min tidslomme i en travl hverdag. Det er total afslapning med baggrundsmusik, gang i gryderne og ja, et dejligt glas vin hjælper med til at komme i den helt rigtige “nu gearer vi ned” stemning. Dertil tager jeg måske et glas til maden (hvis vinen passer til) og så ikke mere. Så i hverdagene nyder jeg enten et til to glas om aftenen, eller også drikker jeg slet ikke.

I weekenderne kan der være arrangementer, hvor vin kommer på bordet, enten hvis vi er til middag hos venner eller selv holder noget, eller hvis jeg er til vinsmagning. Hvor om alting er, så kommer der nogle flasker gennem ganen i løbet af en måned, og det fik mig til at tænke. Jeg synes ikke, at jeg drikker for mange genstande, men måske har jeg gennem mange år opbygget en vane med, at det er gennem min interesse for vin, at jeg oplever situationer som værende hyggelige, afslappende, spændende og udfordrende. Denne hypotese måtte afprøves og jeg besluttede mig for at holde alkoholfri måned med datointervallet 2.oktober til 2.november. (forskydningen skyldtes vin-arrangementer i weekenden inkl. 1.oktober)

Oplevelsen
De første par dage var uden tvivl lidt underlige, nok mest på grund af bevistheden om det manglende glas. Imidlertid gik den første uge hurtigt med mere vand, the og saftevand end på normal vis. Me det gik faktisk ganske fint med ikke at drikke vin, selvom det satte en masse tanker igang.

Hvordan bliver det at drikke et glas vin igen? Vil mine smagsløg være positivt forstærket? Vil jeg kunne gensmage vine og smage anderledes nuancer? Eller værst tænkelige scenarie – vil jeg miste lysten til vin, fordi det smager for voldsomt? Endvidere har jeg tænkt over, fra hvilken producent jeg skulle have mit første glas. Det siger jo også noget om, hvilken type vin, jeg har savnet mest!

I mål
Så blev det 2.november, og tiden var inde til et glas vin. Jeg er meget glad for hvidvin og champagne, men efter en måned i vincølibat trængte jeg til noget meget kraftigere. Det måtte derfor blive en rødvin. Mine favoritvine kommer fra Bourgogne, Bordeaux samt et par områder i Spanien, men jeg havde en craving for noget mindre elegant men mere voldsomt. Måske lidt dumdristigt eller overmodigt men valget faldt på Enchanted Path 2005 fra Mollydooker. En kraftkarl på 16 % som jeg på et tidspunkt købte på auktion for en slik. Den er lavet på Shiraz (66%) og Cabernet Sauvignon (34%). På den farverige label står der intet om hvordan den smager, men der er til gengæld flere småfilosofiske quotes som for eksempel:” Guided by destiny, ambition, or simple desire to be we seek our path until harmony is reached. When our jouney blends all that we love this is our enchanted path”
Mollydooker laver festlige labels og tunge vine
Sort som kul

Det første glas
Jeg dufter og bliver intenst overvældet af eucalyptus, mørke solbær og lidt vanilje. Jeg smager og synker. Det føles som en slurk rom en kold vinterdag, eller som en ikke-ryger der tager et ordentlig sug af en Kings uden filter (hvis de stadig findes). Vinen brænder gennem mit spiserør og maven bliver varm på en underlig måde. Det føles ikke specielt rart og efterlader en lille smule kvalme. Jeg smager igen. Vinen smager kraftigt og med stærk præg af lakrids. Den er cremet, fyldig i munden og ret lækker. Jeg mærker en rus ved glæden over igen at drikke vin. Efter et halvt glas føler jeg mig lidt tipsy, men nyder aftenen stille og roligt i godt selskab med tanken om, at Vinisten efter 31 dage endelig er i sit rette element med et glas vin i hånden.